Verdensmålene er alt andet end nonsens 

Af Lene Dammand Lund og Thomas Ravn-Pedersen, hhv. rektor for Det Kongelige Akademi og direktør for Verdens Bedste Nyheder – og begge medlemmer af 2030-panelet.

I et indlæg i Weekendavisen begræder Markus Bernsen, at en række danske folkeskoler, VIA University College og endda Syddansk Universitet har meldt sig under fanerne ”mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten, vi bor på”. Verdensmålene beskyldes for at være en spændetrøje, der truer både undervisnings- og metodefriheden. Og som tvinger danske elever og studerende til at ”løse prædefinerede opgaver, som andre har stillet.”

Men afvisningen af at tage stilling til Verdensmålene ud fra det argument, at der eksisterer forskningsfrihed på et universitet, har professorerne Steen Hildebrandt og Katherine Richardson kaldt en decideret misforståelse af, hvad forskningsfrihed er - og af hvad der foregår og skal foregå på et universitet.

Verdensmålene er ikke en drejebog for bæredygtig udvikling, men derimod en vision for den verden, vi ønsker for vores børn og børnebørn. Men vejene dertil er mange og på ingen måde prædefinerede, og der er masser af rum til at forskere kan arbejde kritisk med Verdensmålene – og det er der også brug for. Den egentlige skandale ville være, hvis universiteter og andre undervisningsinstitutioner ikke ville arbejde med Verdensmålene og bidrage til at gøre fremtiden mere bæredygtig.

Det Kongelige Akademi har arbejdet med Verdensmålene siden 2016. Det har resulteret i spændende bud på løsninger af verdens massive udfordringer med bæredygtighed. Udfordringer, som de studerende uden tvivl kommer til at skulle forholde sig til i deres karriere – Verdensmål eller ej.

 

Ved afslutningen af semestret sidste år tog arkitekt Ruxandra-Stefania Chiujdea for eksempel fat på problemet med stigende temperaturer i vores byer med projektet ’Bio-scaffolds for Urban Greening’. Når bygninger bliver for varme at opholde sig i, vil vi begynde at bruge store mængder energi på at nedkøle dem. Det er dyrt og forurenende. Derfor har arkitekten skabt individuelt tilpassede plantefacader, som kan holde varmen væk fra byens etageejendomme. Facaderne er stativer, som er 3d-printet i nedbrydeligt biomateriale og fungerer som vækstmedium for planter. Og flere af designkandidater har lavet sundsfremmende projekter – Alexandra Rendtorff og Amalie Gielovs ”Healing Product Design in a Neonatal Context”, et møbel som er designet til pleje og omsorg og kan forene det tidligt fødte barn med sin mor, fremfor at barnet skal tilbringe de første uger eller måneder af sit liv isoleret i en kuvøse.

Der er tale om vidt forskellige projekter, men de har det til fælles, at de forholder sig til de relevante problemstillinger, som Verdensmålene også adresserer. Undervisning og forskning er en del af samfundet, der ud over nye kompetencer og viden kan det skabe konkret værdi for samfundslivet her og nu.

Men ifølge Bernsen er uddannelsesinstitutionernes arbejde med Verdensmålene ikke et spørgsmål om at ville uddanne unge til at forholde sig til nogle af planetens største udfordringer. Det er tværtimod ”varm luft”, fordi uddannelsesinstitutionerne vil ”være gode” og ”handle på vegne af menneskeheden”.

Den unge generation ser heldigvis noget mere possitivt på Verdensmålene. Ifølge Udenrigsministeriets seneste befolkningsundersøgelse har de unge bedst kendskab til Verdensmålene. Og langt de fleste mener, at Verdensmålene medvirker til en positiv udvikling både i Danmark og i verden generelt. Undersøgelser viser også, at den unge generation går op i social retfærdighed og at virksomheder opfører sig ordentligt. Også derfor er bæredygtighed blevet mere og mere afgørende for at virksomheder kan rekruttere de største talenter i deres branche, hos en generation der både vil være rigtig gode til det, de gør – og også vil opføre sig ordentligt, mens de gør det. Så på sin vis har Markus Bernsen ret, når han påpeger (med beklagelse), at det ikke længere er ”nok” blot at være god til ”kerneforretningen” – om det så er uddannelse eller containertransport. I hvert fald ikke hvis det indebærer, at man smadrer verden imens.

 

Men ensretning og et forlorent ønske om at ”være gode” er faktisk ikke det værste, som Verdensmålene påstås at være. Markus Bernsen nævner en ”skjult dagsorden” – Verdensmålene er ”et røgslør”.  Bernsen kommer ikke nærmere ind på, hvilke skjulte hensigter, der ligger bag Verdensmålene og hvem der står bag. Men han nævner, at Verdensmålene er blevet til ”i samarbejde med” lande som Kina, Syrien og Saudi-Arabien. Og ja – ALLE FN’s medlems-nationer har tilsluttet sig Verdensmålene. Betyder det så, at Saudi-Arabien pludselig kommer til at arbejde særligt ivrigt for ligestilling mellem kønnene, når nu det er ét af de 17 Verdensmål? Formentlig ikke.

Men ville have kvalificeret diskussionen om Verdensmålene, hvis den slet skjulte sammenkædning af nogle af verdens værste autoritære regimer og en ikke nærmere beskrevet ”skjult dagsorden” i Verdensmålene var blevet fulgt op af nogle mere konkrete anklager eller dokumentation for, hvilken sandhed det påståede ”røgslør” forsøger at skjule.

Markus Bernsen kalder Verdensmålene for bullshit, vrøvl og nonsens. Et symptom på et større onde i uddannelsesverden. I virkeligheden er Bernsens indlæg nok et symptom på noget langt mere glædeligt – nemlig at Verdensmålene har fået den udbredelse i kendskab og folkelige opbakning, som FN allerede ved deres vedtagelse erkendte, ville være afgørende for at målene nogensinde ville blive indfriet. Den seneste måling viste, at 76 procent af danskere kender Verdensmålene. Og langt de fleste mener, at de er vigtige. At den massive medvind til en international bæredygtighedsdagsorden afføder kritik i Weekendavisens spalter fortæller en smuk historie om den folkelige opbakning, som Verdensmålene har opnået.

10.03.2021

Læs Markus Bernsens indlæg i Weekendavisen her