Dette debatindlæg blev udgivet i Jyllands-posten 30. maj 2026. Læs Indlægget på Jyllands-postens hjemmesiden her.
AF Simon Kjær Hansen, Lisbeth Trinskjær, Kirsten Brosbøl og Mads Falkenfleth
I april stod danskerne op til nyheden om, at AMOC-strømmen er tættere på kollaps end tidligere troet. Hvis det sker, vil det være et såkaldt tipping point – en afgrund vi hopper ud over uden returbillet – og et endegyldigt farvel til Danmark, som vi kender det.
Alligevel har nyheden indtil videre ikke ført til nye tiltag, udmeldinger eller bare så meget som et bekymret Facebook-opslag fra de regeringsbejlende partiledere.
Hvorfor snoozer beslutningstager-Danmark igen og igen, når klimakrisens advarselslamper blinker?
Det har vi et bud på.
Regnemodellerne bestemmer
Sidste år udkom 2030-panelet og tænketanken Democracy X med en analyse af barriererne for klimahandling set inde fra magtens maskinrum. Vi interviewede nuværende og tidligere toppolitikere og embedsfolk om, hvorfor der er så langt fra tale til handling på klimaområdet.
Selvom de ikke var enige i alt, delte de i lange stræk den samme analyse:
Den politiske magt er i dag i høj grad koncentreret i Finansministeriet. Og fordi deres regnemodeller er designet så de ikke til fulde inkluderer omkostningen ved klimaforandringerne, så ligner det en underskudsforretning at gøre noget ved dem.
“Finansministeriets måde at regne på rammesætter de grundlag, som politikerne træffer beslutninger ud fra. Så hvis ting ikke passer ind i det format, kommer det ikke ind i det beslutningsoplæg, der bliver lavet,” som en nuværende embedsmand forklarer. ”I det system mister man blikket for omkostninger ved ikke at handle og [for] konsekvenser uden for landets grænser. Det regner man ikke på, så det indgår slet ikke i beslutningsgrundlaget.”
Det slående er, at selv landets mest magtfulde mennesker er frustrerede over den manglende handling.
Som en tidligere politiker siger om en forhandling med finansministeren: ”Der måtte vi jo gå hjem med vores beregninger. Det var jo ikke dem, der endte med at blive forelagt, for vi fandt ud af, at Finansministeriet aldrig ville gå med til at tænke på den måde.”
3 opgaver for den grønneste regering nogensinde
Regnemodellerne er ikke den eneste grund til, at vores klimapolitik ser ud som den gør i dag – i rapporten peger vi på syv store barrierer til en mere bæredygtig politik – men det er en af de vigtigste. Derfor er det også oplagt at starte her, hvis man vil have ”den grønneste regering nogensinde.”
Helt konkret kan man i regeringsgrundlaget skrive, at vi skal videre fra BNP som den vigtigste målestok for samfundsfremgang og at hensyn til planetære grænser skal indgå i de økonomiske regnemodeller.
Dermed ville man være godt i gang med opgave to, nemlig at tage en global lederrolle og præge retningen for verdens bæredygtige udvikling i FN.
Dagsordenen om at komme videre fra BNP fylder meget i FN netop nu, og det giver Danmark en stor mulighed. For hvis ikke vi skal styre efter BNP, skal vi jo styre efter noget andet. Det kan være velfærd, omsorgsarbejde eller trivselsøkonomi – for bare at nævne tre emner, en dansk regering kan bringe på banen.
Slutteligt bør man styrke Folketingets adgang til uafhængig viden og regnekraft. Eksempelvis ved at styrke uafhængige organer som Klimarådet eller ved at inddrage forskningen mere og bedre, end vi gør i dag.
Hvad koster det at ændre en havstrøm?
Så længe den økonomiske bundlinje trumfer alt andet, kan vi ikke for alvor skabe en klimasikker fremtid. Derfor kan regnemodellerne ikke bruges til at vurdere, hvad der bør gøres. Det er et politisk ansvar.
Det kan godt lade sig gøre at ændre den kultur. Tænk bare på Corona-krisens første tid, hvor vi anlagte et forsigtighedsprincip; hvor sundhed trumfede økonomi.
Hvorfor sker det samme ikke på miljø- og klimaområdet? Når vi igen og igen med vores egne øjne og krop oplever de ekstreme konsekvenser rykke tættere og tættere på.
Det skal vi have gjort noget ved.
Og hvem bedre til det end den grønneste regering nogensinde?
